Cultural Care Au Pair

  • Et ekstra hjem

    Af Magdalena W. – her fotograferet med sine værtsbørn, Naomi og Adele

”Hjemmet er, hvor hjertet er. Så nu kan jeg i sandhed sige, at jeg har to hjem: det ene i Polen og det andet i Texas.

Da jeg så mine tre små værtsbørn for allerførste gang i lufthavnen, havde de medbragt nogle kæmpestore skilte, hvor der stod ”Velkommen til familien Magdalena.” Jeg blev helt vildt rørt, specielt fordi skiltene var større end børnene! Fra det øjeblik vidste jeg, at de havde vundet mit hjerte.

Mine værtsbørn har vidunderlige personligheder og store hjerter. De er meget aktive børn, der elsker at køre kapløb, bage småkager og klæde sig ud. Og så elsker de vores daglige ekskursioner, hvor vi leger på børnemuseet eller tager i byen for at kigge på legetøj. De sætter kæmpe pris på små ting og er altid meget taknemmelige. Som i hver en familie er du selvfølgelig nødt til at gøre en indsats for at hjælpe forældrene med børnene, men når man så får kærlighed, taknemmelighed og tillid til gengæld, er der intet mere motiverende.”

  • Dynamisk duo

    Af Andressa R. – her fotograferet med sine værtsforældre, Patrick og Tim, og værtsbørn, Asher og Liam

”Mine værtsforældre og jeg klingede så godt sammen, at vi begyndte at joke med hinanden allerede i første uge. Jeg kan tale med dem om hvad som helst, og de føles som nogle af mine bedste venner, fordi jeg kan være åben og ærlig om et hvilket som helst emne. Vi kan finde på at sidde og snakke om alt og intet indtil klokken 1 eller 2 om natten, eller også bare se TV sammen.

I min allerførste uge herovre tog de mig med til et brasiliansk supermarked og bad mig købe alt, jeg syntes, de skulle smage. Og så købte vi også ingredienser med hjem til at lave mad. Vi spiste brasiliansk i 3 eller 4 dage! Patrick brugte timevis i køkkenet på at lave 4 forskellige retter og prøvede altid at få mig til at føle mig hjemme.

Engang havde jeg sindssygt ondt i maven, så Patrick købte chokoladeis, lejede film, lavede brownies og gav mig et tæppe med besked om at lægge mig på sofaen og tage det roligt i dag. Tim prøvede også at hjælpe og tilbød mig et bad i deres private jacuzzi og kom med varmedunke.

Jeg elsker dem så højt og er taknemmelig for, at de er blevet en del af mit liv. De er sådan en type mennesker, der altid giver et tiltrængt kram, når man har brug for støtte og omsorg. Jeg kommer til at savne dem alle sammen uendeligt meget, når jeg tager hjem, men jeg er sikker på, at vores venskab vil vare ved; Jeg vil gøre mit bedste for at holde kontakten og forblive en del af deres liv. Jeg vil altid huske de dejlige øjeblikke og den tid, jeg boede hos dem.”

  • De små ting

    Af Faby A. – her fotograferet med sit værtsbarn Linden

”Hvad gør familien Cruse så fantastisk? Jeg kan fortælle dig, at det ikke er de gaver, de giver, eller de ferier, de har taget mig med på. Det er heller ikke deres biler eller deres smukke hjem.

Nej. Det, som familien Cruse har givet mig, er så meget mere end det: det er alle de små ting. For når man skal bo et år sammen med tre mennesker, man aldrig har mødt før, er det ikke de store gestusser, der gør oplevelsen fantastisk – de er de små ting.

Det er, når Ryan og jeg ser vores yndlings Tv-show sammen hver mandag. Og hver en aftensmad, vi spiser sammen – oftest akkompagneret at Julias vilde historier fra det hospital, hvor hun arbejder. Det er hvert et smil, Linden sender min vej, når jeg gynger hende, og hun beder mig skubbe hende endnu højere. For et år siden havde jeg aldrig troet, at en toårig kunne blive min bedste ven og fortrolige.

Det er hver gang, Julia og Ryan introducerer mig til nogle af deres venner ved fornavn og ikke bare som deres ”au pair”. Det er det faktum, at de aldrig glemmer at købe min yndlingskaffe, selvom de selv kun drikker te. Og det faktum, at de altid trækker mig med ind, når der skal tages et familiebillede.

Julia, Ryan, Linden og jeg har delt latter, angst, spænding og træthed. Vi har været gennem én familieferie, dusinvis af henslængte aftener på sofaen, hundredevis af måltider… og en uendelighed af minder, ingen af os nogensinde vil glemme.”