Cultural Care Au Pair

Vores familie er blevet velsignet med tre vidunderlige drenge. Selvom vi elsker dem over alt på jorden, har vi også altid ønsket os en pige. Vi havde dog aldrig gættet, at vores familie faktisk ville få en pige… men at hun ville være en attenårig fra Hanover, Tyskland.

Da vi mødte Julia over Skype for første gang, var vi meget imponerede over hendes selvtillid og humor. Hun spurgte pænt i slutningen af vores Skype-samtale, om det var okay, hvis hun sendte os en ”mini-dagbog” hver dag i løbet af interviewprocessen. Vi sagde selvfølgelig ”ja!” og tænkte, at det var en fantastisk måde at lære hende bedre at kende. Hvad vi ikke vidste, var, at da Julia endelig ankom til vores hjem i USA, havde vi modtaget intet mindre end 174 mini-dagbogsposter!

Så ja, 174 dagbogsbeskeder og 15 Skype-opkald senere hentede vi Julia i lufthavnen. Det var som om, hun havde været et medlem af vores familie, lige siden drengene blev født. Hun vidste, hvordan hun kunne få dem til at grine, hvilke bøger de kunne lide at læse, hvilke slags mad de bedst kunne lide, hvilke dinosaurer var deres yndlings, hvilke fisk de ville jage i vores dam og ovenikøbet hvilke Pokémons, de helst ville fange!

Måden hvorpå hun omfavnede drengenes forkærlighed for natur var fænomenal. Hun tog på natvandringer med dem for at fange frøer og finde insekter. Hun fiskede med os i søerne omkring vores hus og i floderne i Rocky Mountains. Selv da hun havde været med drengene i naturcentret for 50. gang, beklagede hun sig ikke, fordi drengene havde det så sjovt, uanset hvor mange gange, de havde været der før.

Julia er social og udadvendt – og så har hun de mest underholdende au pair-venner i hele USA! Hendes to veninder (der begge hedder Vicky) var hysterisk morsomme. At tage dem alle tre med på den lokale, tyske restaurant og se dem hoppe op på scenen med bandet for at synge tyske og østrigske sange var bare helt fantastisk. Vi håber, at Julia forbliver venner med disse vidunderlige piger resten af livet.

Da Julia blev en del af familien, vidste vi godt, at det ville blive svært at sige farvel. Vi sagde til hende, at ”hvis vi ikke alle sammen græder i slutningen af året, så var vi ikke den rette værtsfamilie for dig.” Men vi græd. Vi græd meget. Det allersværeste var at se hende vinke farvel ved indgangen til security i lufthavnen. Pludselig var vores datter bare væk. Vi elsker Julia så højt og kan ikke vente, til hun snart kommer og besøger sit ”ekstra hjem”.