Jeg har altid elsket USA og da jeg tog på sprogskole til Californien med EF i sommeren 2001, faldt jeg endnu mere pladask for USA’s dejlige natur, menneskerne og deres venlighed. At være au pair var oplagt for mig, da jeg havde haft mange jobs som babysitter og havde været badmintontræner adskillige år. Så da jeg havde afsluttet gymnasiet, tog jeg af sted til Los Angeles. Det er en beslutning, som jeg aldrig har fortrudt!
Jeg boede hos familien Clark i Woodland Hills, CA. Det ligger rigtig tæt på Malibu, Hollywood, Santa Monica og LA centrum. Min værtsmor arbejder som tandplejer og min værtsfar er filmproducer. Deres børn er fantastiske! De har tvillinger, Julia og Jaxon og deres yngste hedder Drew. De har også den bedste hund i verden, hun hedder Foxi Lynn og en hest, Romeo, som står på en ranch. Fordi mine værtsforældre ofte arbejdede mange timer og arbejdede på forskellige tidspunkter var vi 2 au pairs hos familien. Vores dagligdag var altid super travl – men sådan kan jeg også bedst lide det.
Hver dag var altid anderledes, alt efter om min værtsmor havde fri på arbejde eller havde andre ting planlagt. Men på en ‘normal dag’ ville det se nogenlunde sådan her ud: børnene står tidligt op, vi spiser morgenmad, kommer i tøjet og får børstet vores tænder. Så går vi udenfor for at lege inden det bliver for varmt. Nogle gange, hvis det var rigtig varmt, fandt vi børnenes pool frem så vi kunne køle af og lege i vandet. Efter frokosten plejede børnene at tage en lang lur og vi ville have tid til at rydde op i børnenes legerum, planlægge eftermiddagens aktiviteter. Hvis der var tid til det, ville vi se en af de mange amerikanske serier, som vi havde optaget på TiVo. Vi arbejdede altid kun 8 eller 5 timers vagter, så vi kunne skiftes til at stå op tidligt og få tidligt fri. Det var et rigtig godt samarbejde. Jeg tog timer på UCLA Extensions i foråret for at få mine 6 credits. Jeg tog dem sammen med min au pair veninde Emma, som boede 5 minutter fra os. Det var et ESL hold (English as a Second Language) og vi lærte en masse om amerikanske hverdagsudtryk. Jeg elsker at rejse og kom vidt omkring i forbindelse med mit au pair år. Sammen med min værtsfamilie besøgte vi San Diego og Chicago. Sammen med mine venner tog jeg til Santa Barbara, Las Vegas, Palm Springs, San Francisco og Solvang bl.a. På vores fridage brugte vi tid i Hollywood, Santa Monica og Malibu, som var små 20 minutter væk i bil.
Mit bedste råd til kommende au pairs er, man skal være åben overfor nye ting, man skal kommunikere med sin værtsfamilie og stille spørgsmål, hvis der er noget man ikke forstår, ellers lærer man det aldrig. Au pair året handler om at tage og give, og det tager altså tid at finde sig tilrette i en hel ny by, i et helt nyt land. Men der vil altid være folk omkring dig til at hjælpe, f.eks CCAP kontoret herhjemme, kontoret i Boston, din LCC, din værtsfamilie og dine nye au pair venner i området. Det har været den bedste oplevelse for mig og jeg taler stadig med alle dem som jeg har lært at kende der over. Der er endda nogen af mine venner fra LA, som har besøgt mig her i Danmark og jeg har været tilbage for at besøge min værtsfamilie og glæder mig til at gøre det igen snart!
Signe, au pair i California, 2005
Tilbage

Ring til os idag! 7730 2121